En smuk forårsdag sad jeg ved mit spisebord, og så ud på den lyseblå himmel, med store smukke cumulus skyer, der langsomt drev forbi. Jeg opdagede at jeg sad og holdt om bordkanten med den ene hånd, hvad jeg ellers aldrig gør. Det gjorde min afdøde far til gengæld ofte.
Jeg kom uundgåeligt til at tænke på ham, og de utallige gange, jeg havde forsøgt at tilgive ham. At tilgive ham for at lade mig vokse op, med en dyb følelse af hverken at være ønsket, eller elsket. Det skulle tage mig mange år at finde ud af, at det i høj grad var på grund af ham, at jeg i hele mit liv, havde haft store udfordringer med at have tillid til, og skabe nære forbindelser, til andre mennesker.
Jeg sad virkelig længe, stadig med hånden om bordkanten, og bare så på skyerne… De ord, jeg i så mange år, ville sige, men ikke kunne mene, bankede atter på for at blive, ikke bare sagt, men også være ment. De var i mine tanker, men kom ikke over mine læber. For jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville sige dem igen, uden virkelig at mærke at jeg mente dem, på et dybt og inderligt plan. Ordene ville ikke give mening, hverken for min far eller mig, hvis de ikke kom direkte fra mit hjerte, inderligt, oprigtigt og med kærlighed.
Endelig slap de ud…. ”Jeg tilgiver dig far…” Og så skal jeg da ellers lige love for, at der blev åbnet for sluserne. Jeg græd, af hele mit hjerte og hele min sjæl…. Jeg græd over min gamle smerte, og jeg græd for min far. For inderst inde vidste jeg, at han utvivlsomt havde gjort det så godt han kunne, men selv havde haft det så svært at han ikke kunne gøre det bedre, omend han inderst inde gerne ville. Han havde heller ikke haft det for let, og set i bakspejlet tror jeg, at han i mange år led af depression. Men det kunne umuligt erkendes dengang. ”Rigtige mænd, har ikke depressioner!” – Og da slet ikke en militærmand! (Min far var 18 år, da tyskerne invaderede Danmark i 1939. Han lå bogstavligt talt i en skyttegrav i Sønderjylland, og ventede på at de kom buldrende. Lige inden krigen sluttede, måtte han flygte til Sverige, - og det er bare et lille kapitel, af hans liv…)
I dag ved jeg at han, selvom han ikke kunne give udtryk for det, elskede mig.
Jeg har også lært, at tilgivelse kan være virkelig svært, og at det kan tage mange år, i det hele taget at blive klar til at tilgive. Men også hvor utroligt vigtigt det er at kunne gøre det. Både for den man bør tilgive, men i lige så høj grad for en selv.
Noget meget tungt blev forløst i mig, på denne forårsdag. På trods af den store følelsesmæssige smerte jeg har båret i så mange år, på trods af den frygt jeg følte som barn, hver gang min far kom hjem, de mange hårde ord, og følelsen af aldrig at høre til, så elsker jeg min far. Jeg ser også den styrke, jeg har arvet fra ham. Blandt andet hans viljestyrke og hans handlekraft. Jeg ved, at jeg har lært mere af ham, end jeg nogensinde har været klar over. Og det er jeg, trods alt, taknemmelig for. Jeg ved også at jeg elsker ham. For han gjorde det så godt han kunne.
Efter denne meget følelsesladede situation, tog jeg mine Kyle Gray orakelkort ”Engle og Forfædre”, som jeg ofte bruger, frem. Jeg blandede dem, og sagde: ”Kære Gud, engle og guider. Jeg har brug for et tegn på, at min far har fået min besked. Jeg trækker derfor nu, kortet ”Herre”." (Det kort, der minder mest om min far.) – Jeg behøver vel næsten ikke fortælle, hvilket kort jeg træk… For jeg træk (selvfølgelig) kortet ”Herre”… Så græd jeg igen. Men denne gang, af dyb og inderlig taknemmelighed, og fordi noget gammelt og tungt, omsider var blevet forløst. ❤️