Karma er et begreb som jeg gennem tiden har brugt en del tid på at lære at forholde mig ”positiv og åben til”… Ikke desto mindre er jeg jo bare et menneske, og kommer derfor ind i mellem til kort hvad forståelsen af karma angår.
Jeg vil her tage udgangspunkt i en hændelse, fra det virkelige liv:
En 5-årig pige, er med sine forældre på hospitalet, fordi hun skal til kontrol. De tror alle tre, at det er ren rutine og at de kan køre hjem lige efter. Men det viser sig at pigen har hele brystkassen fuld af aggressiv cancer, og hun bliver indlagt med det samme...
Set i relation til karma, tænkte jeg en del ove, om det så vil sige at pigen har lavet en sjælskontrakt inden hun blev født, hvor hun har ”skrevet under på” at hun vil ”rejse” ned i dette liv, blive alvorligt syg og måske dø som 5-årig? Og samtidig har hendes mor og far ”aftalt” at de skal miste deres lille pige? Og at deres verden dermed skal styrte i grus? Gode, fine, varme mennesker? En dejlig lille familie…
Jeg er helt med på at vi mennesker ikke hverken kan eller skal, forsøge at forstå alt… Men jeg bliver ramt dybt i mit hjerte og får lyst til at knytte næven mod himlen og råbe: ”SÅ STOP DET DOG!!!” Når den slags ting sker.
”Karma handler om udligning… Al energi, såvel positiv som negativ, vil udlignes…” lærer vi… Og var det Martinus eller Steiner, der sagde: ”Graden af din tro på uretfærdighed, er omvendt proportional med din spirituelle udvikling” Her kom jeg også til kort! For der gik jeg og troede, at jeg var rimeligt spirituelt udviklet, (eller i hvert spejdede på at blive det), men jeg følte mig lidt dum, da jeg læste denne sætning, fra en af disse kloge herrer, for jeg synes en god retfærdighedssans er en god ting. Og ved stor uretfærdighed buldrer der en torden i mit indre…
Sat meget på spidsen, kan man så spørge sig selv hvorfor vi så i det hele taget skal hjælpe hinanden og f.eks. have hospitaler, i stedet for bare at trække på skuldrene og sige ”karma”! Og når vi, i det hele taget, hjælper hinanden, hvilket jeg selvfølgelig synes vi skal, er det så i bund og grund at ”stritte i mod” karma? Ikke at ville acceptere den?
Det som jeg er nået frem til, blandt andet ved at lytte med store øre, til min lærer og mentor Maya (Fridan), og mine fantastiske medstuderende fra Clairvoyanceskolen, er at der sommetider, eller rettere sagt hele tiden, foregår hændelser der er uretfærdige. Og at vi, som de empatiske væsener vi er, (altså heldigvis de fleste af os), forsøger at ”gøre alt godt igen”.
Alligevel, går grumme mennesker fri for straf, ”gode mennesker” bliver udsat for urimelige og uforståelige skæbner o.s.v. (Det minder mig i øvrigt om de, efterhånden mange alvorligt syge mennesker jeg har mødt, der har sagt, og ment, at de har lært så meget af deres sygdom, at de ikke ville have været den foruden.)
Faktum er, som jeg ser det, at uanset hvad der sker i vores liv, om det er ”godt eller skidt”, (for vi vil jo gerne sætte ”mærkater” på vores oplevelser, som på så meget andet), så LÆRER vi noget af det. Og det er i bund og grund det, vi er her på jorden for. At LÆRE noget, og LÆRE hinanden noget. Så selvfølgelig skal vi altid hjælpe hinanden og gøre noget godt, både for os selv og alle andre levende væsener. – Og selvom en forbryder går fri, hvad jo forekommer dybt uretfærdigt, så kan man finde en vis fred, hvis man tror på, at karma ”tager sig af det”. For måske lever forbryderen et kummerligt liv, plages af søvnløse nætter og samvittighedskvaler og bliver en skønne dag ”bidt i bagenden af nemesis”, enten i dette, eller i et andet liv.
Slutteligt kommer jeg til at tænke på noget jeg læste i Gjertrud Berlons bog: ”Mit liv som clairvoyant”, hvor hun skriver om sin mor, der uanset hvad der skete, altid sagde: ”Nu må vi se hvad godt der kan komme ud af det…” En fantastisk måde at anskue livet på. For de fleste nok lettere i teori end i praksis, men kloge ord, det synes jeg helt bestemt det er. 💙