Søg
  • Charlotte Nefer

Døden er ikke altid det værste der findes...


Jeg har en katteflok på fire og det er ikke ”bare katte”, men familiemedlemmer, som alle er elsket højt. Min næstældste kat Samson er 13 år. En dag blev han syg. Han havde i noget tid kastet op en gang i mellem, men spiste og var glad. En nat fik han det værre og min søde dyrlæge kom ud til os, da Samson er en lidt nervøs kat og er skrækslagen for at komme i transportkasse og køre i bil. Og hvis han sidste dag var kommet, skulle det sidste han oplevede ikke være frygt.

Hun undersøgte ham og sagde at der var en risiko for lever og/eller nyresvigt. Det ville resultaterne af blodprøverne vise, dagen efter. Hun sagde, at hvis han havde noget af det, ville det være bedst hvis han fik fred. Samson måtte fuldbedøves for at hun kunne undersøge ham. Han havde feber og lav blodprocent. Så det så ikke godt ud. Dagen efter ville dyrlægen ringe ved middagstid med svar.

Heldigvis var det op til weekenden og jeg havde fri dagen efter. Det er ingen hemmelighed at jeg GRÆD. Jeg græd af hele mit hjerte og var simpelthen dybt ulykkelig. For selvom jeg godt vidste, at Samson var gammel og havde haft et fantastisk katteliv, så ville jeg ikke af med ham. Så ville JEG ikke af med ham. Det var MIT behov, der gjorde at jeg græd så hjerteskærende. Jeg var ked af at jeg græd så meget, for Samson og de andre katte, kunne jo tydeligt mærke at der var noget helt galt. Men jeg kunne ikke simpelthen ikke styre det, heller ikke selvom der i mit baghoved var en klar bevidsthed om, at jeg vidste, at hvis jeg selv blev meget alvorligt syg, og der kun var udsigt til smerte, uværdighed og lidelse, ikke ville ønske at leve mere. Tankerne og følelserne havde totalt taget over.

Der var ingen tanker om ”livet efter livet” og hvor fantastisk der er dér... Også selvom jeg jo godt ved, at der ER et liv, eller faktisk flere liv, efter dette, for både dyr og mennesker.

At sjælen er for evigt var slet ikke i min bevidsthed, fordi alt var tanker og følelser.

Da jeg var helt udmattet af at græde, sad jeg på gulve foran brændeovnen. Samson kom hen og satte sig ved siden af mig. Og langsomt skete der et skift. I dette nu, var der ikke flere tårer og minderne vrimlede frem. Samson og jeg begyndte at tale om alt. Minderne, livet, døden og ikke mindst kærligheden. Kærligheden, der til enhver tid er det stærkeste af ALT. Og også langt stærkere end døden. Som en af mine kloge veninder har sagt: ”Alt er en del af det hele og skal favnes, så separationen ophæves af kærligheden.”

Det var som om en masse brikker, lige så stille faldt på plads. Og Samson sad dér, med sine smukke kloge øjne og så på mig. Han fortalte at han elskede mig og at han lige nu var meget træt. Jeg sagde at jeg også elskede ham utroligt meget og at jeg så inderligt gerne ville beholde ham, så vi kunne opleve foråret sammen, endnu en gang. Men jeg sagde også, at han ikke skulle blive for min skyld. Men kun hvis det var det bedste for ham. Og at vi jo ALTID ville være forbundne i vores hjerter og på et sjæleligt plan. FOR EVIGT. Både Samson og jeg, vidste at det var sandt, som vi sad dér i ildens skær og mærkede roen, vores dybe forbundethed, kærligheden og evigheden. Der var ingen tårer. Men en indforstået visdom.

Blodprøverne viste at Samson ikke havde hverken lever eller nyresvigt og at han, udover den medicin han fik af dyrlægen, kunne klare sig med antibiotika.

Jeg er selvfølgelig ubeskrivelig glad for, at få lov at beholde ham. Og håber at jeg måske, når det bliver tid til at han, eller en af mine andre katte skal rejse videre, vil minde mig selv om de ord jeg lige har skrevet her.

Når det er sagt, skal tårer aldrig uretfærdiggøres og jeg vil sandsynligvis græde lige så meget, når tiden kommer hvor Samson eller en af mine andre katte skal ”rejse videre”. – Men jeg tror også at jeg hurtigt vil komme videre, fordi jeg ved, at vores bånd aldrig vil kunne brydes af nogen eller noget.

Jeg har, også gennem mit arbejde på hospitalerne gennem mange år, skulle forholde mig til døden. Og hvor meningsløs og frygtelig den end kan forekomme, så er den også, hvis dét liv der er tilbage, kun er at ligge i en seng og ikke kunne noget som helst, en befrielse. Og jeg ønsker og håber, at vi her i den vestlige verden bliver bedre til at se på døden som noget naturligt, på trods af afmagt, sorg og meningsløshed. At sorgen ikke er den afdødes, men udelukkende vores. Altså os der er efterladt på jorden.

Hvis vi arbejder hen i mod at aftabuisere døden, tør tale åbent om den og kan sætte os ud over at se den som noget ”definitivt”, men i stedet ser den som en overgang til et vidunderligt sted, hvor vores sjæl får ny viden, for derefter at inkarnere til et nyt liv, når tiden er moden, vil vi stå langt stærkere. Og hvis vi samtidig åbner vores hjerter for at erkende at vi alle sammen er en del af en sjælefamilie, som vi møder igen og inkarnerer med igen, så er døden ikke længere så ubærlig.

Lad os alle sammen nyde hinanden, mens vi er sammen. Og når nogen rejser videre, eller jeg skulle måske hellere skrive ”rejser hjem igen”, så lad os huske at vi ikke behøver sige farvel, men meget hellere bare skal sige: ”JEG ELSKER DIG. VI SES!”

P.S. Hvis du ønsker mere viden om ”livet efter livet”, findes der mange gode bøger om emnet. Blandt andet kan jeg anbefale Michael Newtons bøger.

127 visninger

©2020   Clairvoyant rådgiver  Charlotte Nefer   Græse Bygade 13 A   3600 Frederikssund   tlf 26854182   mail: info@clairvoyance.pro

  • Facebook Social Ikon
    • Instagram