Clairvoyance

Jeg er et meget taknemmeligt menneske. Blandt andet fordi jeg har så mange, smukke møder, både med de klienter der kommer til mig for at få en clairvoyance, og med de guider, der kommer igennem med beskeder. 

En clairvoyance hos mig foregår på den måde, at klienten selv vælger, om han eller hun ønsker at møde op personligt, eller foretrækker at clairvoyancen foregår over telefonen. Kontakten til guiderne er den samme. 

Inden hver clairvoyance forbereder jeg mig i ca. en halv time. Forberedelsen indebærer grounding, meditation, bøn, etablering af kontakt til den åndelige verden, og invitation til evt. afdøde. (De afdøde kan inviteres, men som i vores verden, bestemmer de selv om de vil komme. Man kan derfor ikke altid forvente at der dukker en afdød op. Jeg videregiver i øvrigt kun beskeder fra afdøde, hvis min klient ønsker det. Læs mere om afdødekontakt HER.) Jeg trækker også et orakelkort før sessionen. Det er dog ikke altid de er relevante at tale om i selve sessionen, selvom det ofte er tilfældet.

 

Når min klient ankommer, bruger jeg et par minutter til en kort introduktion, hvorefter jeg går i gang med selve clairvoyancen.

Beskederne kommer til mig på forskellig vis. Sommetider som ord, sætninger, kropsfornemmelser, billeder, eller symboler. Det kan også ske at der kommer et gammelt ordsprog. 

Ofte siger jeg noget der ikke giver mening for mig. Men det er som det skal være. For det er jo klienten, og ikke mig det handler om. Så når det giver mening for klienten, er alt godt.

Når man møder op til en clairvoyance, er det bedst at man kommer med en positiv og åben indstilling. Man må naturligvis gerne komme med specifikke spørgsmål man ønsker svar på, men det er ikke sikkert at man får de svar man ønsker/forventer at høre. Der kan nemlig være forskel på hvad vi gerne vil vide, og hvad vores guider mener er vigtigst for os, her og nu. 

Jeg kan ikke selv bestemme hvad jeg siger. Det der kommer, er det jeg skal sige. Men det er ALTID for klientens bedste. Vores guider ønsker os KUN det allerbedste for at vi kan udvikle os og lære lige præcis dét, der er vigtigt for os, hver i sær. 

Det er også værd at nævne, at den åndelige verden ikke bruger begrebet tid. Det findes nemlig ikke "på den anden side". Men jeg vil selvfølgelig gøre mit bedste for at angive tid, hvis det er relevant i en clairvoyance.

Som udgangspunkt, "snakker jeg løs" i ca. 45 minutter, hvorefter der det sidste kvarter, er mulighed for at få uddybet noget af det der er kommet frem, eller for at stille spørgsmål.

Jeg lægger stor vægt på at etik og moral er i orden, når jeg laver clairvoyance. Det betyder blandt andet, at alt hvad der kommer frem er fortroligt, og at jeg naturligvis har tavshedspligt. 

©2020   Clairvoyant rådgiver  Charlotte Nefer   Græse Bygade 13 A   3600 Frederikssund   tlf 26854182   mail: info@clairvoyance.pro

  • Facebook Social Ikon
    • Instagram